Ensomig #638
by Louise Juhl Dalsgaard
I nat vågnede jeg ved, at min fødder brændte, kløede, kradsede. Jeg ville ønske, det var noget, jeg fandt på, men det er det ikke. Jeg måtte stå op og skylle mig under bruseren, slukke branden. Bagefter smurte jeg fuldfed koldcreme på hele kroppen, ansigtet, brysterne, benene, selv knæene, som jeg ellers altid undgår, fik en klat for en sikkerheds skyld. Jeg blev stående i flere minutter, så mig selv i spejlet, balsameret bag et tykt lag creme, indtil jeg indså, at jeg ikke kunne gå tilbage i seng, før cremen var trængt ind i huden. Det var ikke et spørgsmål om minutter, snarere timer.
Jeg gik nedenunder, skar elleve skiver af slagterens fermenterede fennikelpølse. Den pølse smager så godt, at det er et problem. Hunden satte sig ved siden af med appellerende øjne, tilbød både mig og pølsen sin trøst.
Jeg ved ikke, hvad det skyldes, fødderne, pølsen, cremen. Min mor forslog for nylig, at jeg kunne spørge gud.
– Eller jesus, tilføjede hun, måske er han mere din stil, mere nede på jorden?
Det sidste lo jeg lidt af, forklarede så, at jeg ikke tror på den slags, på bønner eller guder og da slet ikke på mig selv og mine evindelige henvendelser.
– Du behøver ikke at tro, svarede min mor, du tror vel heller ikke på dine sko for at gå i dem?
I nat gjorde jeg det så. Med brændende fødder og brus i kroppen, efter at have sat en kvart salami til livs:
Kære jesus (først skrev jeg hej, men så ændrede jeg det til kære). Jorden brænder under mine fødder eller måske vil det være det mere præcist, hvis jeg siger, at mine fødder brænder og at jorden forsvinder under dem. Det er ikke fordi, der som sådan er noget galt. Min cykel holder luft, og jeg har lige købt en mellemblå A-kjole i merinould, der skal holde mig varm til vinter. Min økonomi er dårlig men endnu ikke katastrofal, og æblerne i haven er snart klar til høst. Jeg tænker at lave æblechutney med peberrod, sylte tern til salaten sammen med selleri. Jeg holder meget af den slags praktiske gøremål, håndens værk, bogstavelig talt. Og ja, før du spørger – jeg har talt med min læge. Om de tørre fødder og øjnene, der skiftevis sander til og løber over. Om fennikelpølsen, der er ved at blive et problem. Hun tog en masse prøver og bad mig udfylde fire skemaer. Jeg genkendte alle spørgsmålene fra tidligere, skalerede mit liv på en skala fra et til ti. Nåleskoven blev en tårnhøj tier, resten lå mellem tre og syv. Hun så på det hele og sagde, at der ikke var noget at komme efter. Jeg tror, hun mente det godt, i hvert fald smilede hun og spurgte mig om adressen på min slagter. Sendte mig så ud af døren med et jovialt skub i ryggen.
Men det er jo netop dét, der er mit problem. Derfor, jeg skriver: Fordi fødderne brænder og jorden forsvinder men alle siger, at der ikke er noget at komme efter?