Louise Juhl

At vente og vente og vente og vente og vente.
For så ikke at vente mere.
Det har regnet i nat, haven lugter af forfra og begyndelser.  
I dag vil jeg samle æbler, dem, der er faldet af træet siden i går. Jeg vil skære dem i både, otte – altid otte både. Nogle vil jeg fryse, andre vil jeg koge til en grød, jeg vil stege på panden med flæsk til middag.  

Senere, når fugten er fordrevet, vil jeg gå den sædvanlige tur. Hen forbi plejehjemmet, hvor en ældre dame med flæser og permanent sikkert som alle andre dage vil sidde på sin altan og spille guitar. 
Hendes stemme er fuld sprækker, ligesom jeg er.