Louise Juhl

Jeg taler med bøgerne. Finder sætninger, der lyder som noget, nogen kunne have sagt; svarer dem, så godt jeg kan. Eller jeg tyder gardinernes flimrende skygger; jeg synes, de ligner scanningsbilleder, uklare og kornede.
De kommer og de går, sætningerne, skyggerne, uklarhederne. Ind imellem forsøger jeg at knibe øjnene sammen for at fokusere – på kaffen, sukkulenterne, armaturet på køkkenvasken. Men lige lidt hjælper det, uklarhederne er der stadig. De kommer og de går – og de kommer igen.
Alligevel er det ikke svært at se, hvad vej det går. Jeg ser det på ham og på dagene, der bliver kortere og mørket, der folder sig ind i sig selv. Ind og ind og ud igen. Som en bjørn, der søger et hi, men ikke kan finde hvile.

Jeg beslutter mig for at folde de stropløse kjoler sammen, lægge dem væk. Sommeren er alligevel forbi, de bare skuldre skal fores nu, føddernepakkes i uld. Jeg pakker tøjet i de batiktrykte net, jeg holder så meget af, og hvis farvede plamager ligner rorschachmønstre. Pletter man kan tyde alt ud af. Læse alt ind i.
Jeg lægger tøjet ved siden af en armygrøn kuffert med kode-lås, der aldrig har været i brug. Så kan det ligge dér. Ligesom alt det andet, jeg har pakket sammen, gemt væk, og som ligger og venter og venter og venter og venter og venter og venter og venter.
Indtil det ikke venter længere.