Louise Juhl

Nogle gange tænker jeg på Lise fra Fanø, der lige var fyldt tretten, men som var fyldt af mindst hundrede års raseri, og som en aften slog et æg ud i panden på sig selv, fordi hun var vred over, at hendes mor var død. En aneurisme i hjernen, bare sådan og helt uden varsel.
Det var ikke fordi, hun gjorde et stort nummer ud af det. Hun kom bare ind og satte sig på gulvet, hvor hun altid sad, fordi hun nægtede at sidde i sofaen ved os andre, og så tog hun det her æg og slog det mod sin pande og lod æg og blomme løbe. Ned over øjne og mund og en helt ny trøje, der var i ribstrik og med sølvtråde, som var meget moderne dengang.
Vi sad og så Moulin Rouge på video – det eneste folk talte om i de måneder – med Ewan McGregor og Nicole Kidman, vi skrålede med på sangene:
“How wonderful life is while you’re in the world.”
Det var midt i den linje, at Lise slog ægget ud. Hun lod det løbe gult og gennemsigtigt og så langsomt, at vi kunne have nået at reagere, men ikke gjorde det, fordi det ikke virkede som om, hun havde brug for indgriben. Tværtimod virkede det ok – i hvert fald for et menneske, der har mistet og som ikke ved, hvad hun skal stille op med sig selv eller tabet, og som derfor lige så godt kan slå et æg mod panden som så meget andet.
Hun blev siddende sådan, uden at tørre hverken ansigt eller trøje, til filmen var færdig, så rejste hun sig og sagde Godnat.