Louise Juhl

Mindst en gang om dag læser man et digt, der ikke findes. Om en sø og en kop, måske, eller en kvinde og en brystkaramel. Men ingen bemærker det, for tiden har passeret start, og der er nogen, der venter og andre, der ventes. En dør af glas låses af, noget lukkes inde, lukkes ude? Det er svært at kende forskel.

Ude på gaden kører rutebil nummer 107 forbi. Tallene lyser stumt, der er ingen passager at se. I blokken af gule teglsten åbner nogen et tagvindue på klem. En ganske lille åbning mod dagen, eller måske en sidste chance for at slippe væk.