Louise Juhl

Vi går i Storcenter Nord, spiser pandekager i Rasmus Klump restauranten. Jeg nøjes med en enkelt, Barbara bestiller fire, hun viser tallet med fingrene.
– Fire!
Hun kører en fingerspids rundt i flormeliset, rundt og rundt og rundt.
– Se mor, siger hun, – jeg tegner en rund.
– Der er ikke noget, der hedder “en rund”, forsøger jeg, men barnet hører ikke efter, men bliver ved at sprede det hvide pulver i cirkler.
– Rund, rund, rund, nynner hun.

Bagefter går vi i Matas og køber plastre med motiver fra Disney: Beauty and the Beast og Princess. Barbara insisterer på at få sat et stykke på tværs af kinden:
– Men du har jo ikke slået dig? indvender jeg, men hun insisterer på, at kinden er øm og gør ondt – og forresten også buler lidt. Jeg tager et stykke plaster fra en af pakkerne og sætter på hendes kind. Hun gnider fingeren mod kinden, ømmer sig lidt, ser så i spejlet, smiler:
– Tak.

Jeg finder penge til en vogn og vi går i Føtex. Jeg læser højt fra en seddel: skiveskåret rugbrød, shampoo, artiskokker på dåse, groft salt, opvasketabs.
– Tyggegummi, råber Barbara.
Jeg fortsætter:
– husblas, mandelmel, bagepapir.
– Tyggegummi, gentager hun.
– Men kun en pakke, og du må selv finde den, råber jeg efter hende. Hun har allerede kurs mod hylderne med slik.
– Husk: kun een, gentager jeg, men hun er allerede længe væk og jeg fortsætter at sætte streger henover salt, shampoo og går mod afdelingen for bageartikler.

Et ungt par går arm I arm, så tæt, at de er svære at skelne fra hinanden – arme og ben fletter sig ud og ind ad den samme krop. De læser bagpå etiketter, fniser og lægger varene tilbage. Hun hviler sit hoved mod hans skulder, han løfter hende en smule fra gulvet.
Hun ler med alt. Øjne, læber, selv nakken virker lattermild.

Jeg finder mandelmel og husblas, lægger det i vognen. Bagepapiret må være et andet sted, tænker jeg og ser mig omkring, kommer pludselig i tanke om barnet.
– Barbara, kalder jeg retningsløst, – Barbara?
Hun er ikke at se nogen steder. Jeg vender mig. Rundt og rundt og rundt, tænker på barnets fingspids i melisset.
-En rund.
Pludselig denne enorme skam. Hvad er det for en mor, der mister sit barn af syne, falder i staver. Hvad er det for et menneske, der har øje for husblas men ikke for sin datter?
– Barbara!
Det er ikke længere en spørgen, men et kald, et råb om hjælp:
Barbara!