Louise Juhl

Det er ligesom sidst.
Jeg køber mandelmel og minutris og et glas med pastasovs og putter det hele i kurven. Jeg er voksen, seksogfyrre, jeg handler ind og tjekker min mobil (der er ingen beskeder, det er der aldrig). Går mod selvbetjeningskassen, stiller kurven fra mig, det er sådan, man gør. Det siger BIP, hver gang jeg fører en vare forbi scanneren:
Mandelmel, BIP, minutris, BIP, pastasovs, BIP.
Jeg vælger ”dankort på beløbet” og betaler, men kommer så i tanke om, at jeg jo har glemt at købe en pose, og hvad gør man så, der er lang vej hjem. Jeg ved det, hvad man gør, også hvordan, man tager en pose fra en krog på væggen og scanner den, BIP, og betaler. Men en maskingenereret stemme bliver ved at gentage, igen og igen:
”Tag dine varer fra pakkelinjen.”
”Tag dine varer fra pakkelinjen.”
”Tag dine varer fra pakkelinjen.”
og jeg hiver efter vejret, hvisker “jajajajaja”.

– Helt ned i maven. Det er dét, psykologen har lært mig:
– det er dit vejr, har hun lært mig, – det er dig, der bestemmer.
– Træk det i langdrag, har hun sagt, – helt ud og helt ned.
Men det er langtfra er mig, der bestemmer, vejret trækker sig selv og maskinen kører i sin egen rille:
”Tag dine varer fra pakkelinjen.”
BIP.

– Er du færdig her? spørger en dame og smiler, hun virker sød og travl, jeg svarer ja. Balancerer mine varer i favnen og går.
Udenfor indkøbscentret står en dreng og taler i telefon:
– Der står 1-0, siger han, og selvom jeg hverken ved, hvem han taler med eller hvad, han taler om, er jeg sikker på, at det ikke er virkeligheden, der fører.