Louise Juhl

Ingen har ringet, men nogen har efterladt en besked. Jeg aflytter den ikke, men forestiller mig, at det er fra en ukendt søster. Hun ringer fra vel Pyhä-Luosto, skovsamernes hellige sted og har noget, hun vil sige, noget vigtigt. Men hun famler på sit frønnede finsk og alt for langsomt, og beskeden løber ud, før hun får lagt sit navn og sit nummer. 
Det er cirka sådan, det går for sig: Hver eneste dag de her mystiske opkald, der aldrig finder sted. Halve beskeder fra hellige steder. Spor der farer vild og så mig, der farer efter. Kun oktoberen bliver tilbage i byhuset på Louisenlund og sørger for at regningerne bliver betalt og hunden luftet. 
Det er godt.