Louise Juhl

De ringer, at Johan har gemt sig under et bord. Han siger lyde som en bjørn, forklarer de, – og nægter at spise. Viser klør og tænder.
Det er ikke hans mentale tilstand, der bekymrer dem. 
– Den slags er vi uddannet til, forsikrer de. Men når han hverken vil spise eller drikke, kan de ikke længere tage ansvaret. 
Det forstår jeg vel?

Jeg svarer ja, og pakker en taske med pandebånd og skisokker, trusser og de forede støvler. Toiletsager, D-vitamin og en mini-elkedel. Kaffen på hotellerne er altid for tynd, kopperne for små, prisen helt uden rimelighed. 
Jeg kører gennem Väskylla, op forbi Yllakoiski og standser ved en rasteplads, hvor et stort infoskilt fortæller om drivtømmerarbejdernes historie. En rute er tegnet op med rød, den viser vej til frilandsmuseet. 19 kilometer mod øst. 

Birketræerne står som fakler langs den lange lige landevej. Gule, skingre signallys, der advarer om øde, så langt øjet rækker.

Johan har ingen bukser på, men en lang ribstrikket sweater, der når ham til midt på låret. Hans ben er tynde og senede, han har trukket dem op under sig, foldet hænderne omkring sine knæ. Han vugger fra side til side, ser ikke op, da jeg træder ind.
– Hej Johan, siger jeg og lukker døren bag mig, sætter mig på gulvet. Fra gangen udenfor høres lyden af et rullebord, der bliver trukket henover gulvet. Indimellem standser lyden: 
– God-mor-gen Ilja, lyder en dyb og rolig stemme, langsomt og med tydelig udtale. Bordet ruller bordet videre, stopper igen:
– God-mor-gen Sirka, nøjagtig samme tydelige udtale. 
– God-mor-gen, Reimo og så videre 
De er tretten beboere i alt, bordet standser ved alle døre, bare ikke Johans.
Johan er en bjørn i hi, den slags skal man ikke forstyrre. Så personalet er varsomme, de ruller forbi, ringer i stedet til bjørnens bror, siger:
– Vi kan ikke længere tage ansvaret, det forstår du vel? 

Johan har lagt en hånd over det ene øjne, kniber det andet sammen. Han drejer ansigtet fra side til side, fejer forbi og tilbage, langsomt. Flere gange. Frem. Tilbage. 
Jeg ved det godt. At han behøver tid til at sætte det hele samme. Højre og venstre, op og ned. Remsen og rytmerne. Stemmerne i hovedet. 

Jeg finder madpakken frem, fjerner folien. 
Jeg har flækket kardemommebollerne på langs og skåret skiver af ost i en pakke for sig. I en glaskrukke har jeg små klumper af kandis. Johan elsker kandis, han kan få timer til at gå med at sutte. Smage og smelte. 
Jeg lægger bollerne på en række, tæller højt. 
En, to, tre, fire, peger for hver.
– Det er kardemommeboller, forklarer jeg og peger på dem igen, én efter én. 
Johan har stadig en hånd for det ene øje, panorerer forbi bollerne og væk og så tilbage igen.

Det er ham, der har lært mig at se. Boller og mennesker bag skjorter, krummer i skuffen, stuetæppets frynser. Han har lært mig forskellen på at fæstne og på at flakke. Hver ting til sin tid. 
Engang kørte vi forbi en mark, himlen var mørkegrå, han sagde: 
– Hvis køerne står tæt og med halerne mod hinanden, bliver det heldagsregn. 
Han fik ret. 

Jeg skyder en bolle i hans retning. Johan læner sig frem, gør armen lang, tager bollen mellem hænderne, fæstner sit blik på den.
Det er ikke til at se, at det er dét, han gør. Gentager alle remserne i hovedet. 
Ti smi kinisiri pi hibriplids, Tra sma kanasara pa habraplads. 
Forfra og om igen, hurtigere og hurtigere, 
Jeg ved det.

Man kan ikke snyde med den slags, det har han lært mig, at man ikke kan – snyde med det, der virkelig gælder. Der er altid nogen, der følger med. 
Et øje i det høje. En mormor.

Johan nipper af bollen, hurtige, stjålne bidder. Remser uden lyd løber som en ild over hans ansigt. Ti smi kinisiri.

Hans værelse er fyldt med selvklæbende sedler. Overalt hænger de, gule, røde, blå, grønne lapper, der navngiver alt. Skiller dét, der gælder fra alt det andet. 
På bagvæggen har han samlet alle ord med A. 
Acetone, anemone, admiral, avis. 
Atom, antilope, angst og ar. 
Agnete – navnet på hans mormor. 
Appelsin og ahorn, astma og Amor. 
Rundt om hvert ord har han tegnet en ramme, og mellem rammerne har han trukket pile. Anemone peger på admiral – blomst og sommerfugl. 
Acetone på angst (samme lugt, forklarede han, dengang han stadig svarede, når man spurgte.) 
Agnete peger på Amor, der igen peger på ar. 

I begyndelsen nægtede han bare at tale. I stedet skrev han sedler. 
”Lagner uden midte” eller ”Alle fugle fortryder og vender om.” 
Nogle skrev han med blå andre med rød pen, senere var det farven på papiret, han skiftede. Det lykkedes mig aldrig at finde et system, det var ligesom med køerne på marken og heldagsregnen. Det gav egentlig ingen mening, alligevel endte han altid med at få ret.

Mor, derimod, blev ved at forsøge. 
Hun spurgte og spurgte: 
– Lagen? 
– Fugle? 
– Hvilken midte? Hvem fortryder? 
Men Johan lod som ingenting, gentog bare sine remser, trosmoknosoropohobroplods. Og mor blev mere og mere forvirret. Bange, til sidste vred. Holdt hans ansigt fast mellem sine hænder, råbte: 
– Johan! 
Men Johan svarede ikke, uanset hvor højt, hun råbte. Han gentog sine remser eller bankede med en pegefinger på de forreste tænder, to gange. Så én gang med fingeren på bordet, og til slut ét slag med hånden mod øret. 
Tænder, bord, øre.  
Mors fortvivlede:
Johan!?

Indimellem besøgte han mormor, så sov han ved hønsene og gik i vandet uden tøj på, også efter det var frosset til. 
Mormor slog bare et hul i isen og sagde: 
– Kom, og så hoppede han i. 
Johan, der ellers aldrig hørte efter, hvad vi sagde. Ikke fordi han ikke ville, tror jeg, men fordi han ikke forstod, måske fordi noget andet. Kun mormor kunne sige, Kom! Og så hørte han det allerede første gang og hoppede i. 
Han kunne have kroppen i det iskolde vand i flere minutter, til huden på hans knæ blev blålige, så læberne. Så skyndte han sig op og løb sig varm, slog kuskeslag indtil farven på læberne vendte tilbage. Og remserne: Tresmekeneserepehebrepleds. 
I vandet og så op og slå slag og huske, igen og igen. Lige indtil mormor holdt et håndklæde frem, gnubbede hans krop tør og varm, sagde:
– Det var det.

Men så døde mormor og Johan gik fra kirken uden sin jakke, og jeg fulgte efter, og det blev mørkt, og vi fik aldrig jakken igen. 
Den ligger sikkert i kirken endnu, i en kasse med glemte sager.

Da hun døde, tændte han bål i haven og holdt det ved lige en hel uge op til begravelsen. Det var i november, i kirken sang vi I skovens Dybe Stille Ro, og præsten talte om Agnetes høns og vinterbadeklubben og den store kærlighed til børnebørnene. 
– Johan, ikke mindst. 

Så blev kisten kørt væk, og alle bilerne slog følge, kun Johan gik sin egen vej. Væk fra kiste og biler. Jeg fulgte efter på afstand. Der lå sne på fortovet, han havde ikke fået sin jakke med, hans læber blev blå. Fem kilometer. Syv, ti, indtil han vendte om, og jeg gjorde det samme.
Det blev mørkt, før vi nåede kirken. Dørene var låst.

Jeg sov på gulvet i Johans værelse den nat, det var blevet for sent at køre hjem. Jeg lå ovenpå på to af mormors frotterede badehåndlæder, brugte min sweater som hovedpude og faldt i søvn under alle sedlerne med A. 
Amor, Agnete, ar.

De kan ikke længere tage ansvaret for ham, det forstår jeg vel? 
Han sidder bare dér hele dagen under et bord, og nu vil han heller ikke spise. 
Det forstår jeg godt, svarer jeg, og de sukker i den anden ende af røret og siger, at der jo ikke er noget, de hellere ville, end at hjælpe Johan, men.

Så jeg kører hele vejen og kravler ind under bordet til Johan, og vi spiser hver vores kardemommebolle, mens vi fremsiger remser, trusmukunusuru. 
Bagefter finder jeg jakken frem, jeg har købt til ham, og så tager jeg ham med ned til kirken, og så går vi, lige indtil vi fortryder og vender om.