Louise Juhl

I går fortalte en kvinde mig – ud af ingenting – at hun manglede en arm. Hun var født uden, alligevel vågnede hun af og til om natten, sagde hun, og måtte trøste sig selv, fordi hun havde smerter. Godt nok ikke dér, hvor armen skulle have siddet, men alle mulige andre steder: I hoften for eksempel, som hun skulle have skiftet på mandag, en helt ny hofte. Hun var ikke bange for operationen, sket ikke, men skulle hun være ærlig, ville hun hellere have sin arm.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare hende, jeg har jo to arme og to ben, alligevel vågner jeg ind imellem og har brug for trøst.