Louise Juhl

Gråspurvene sidder i gårdhaven under træet med ananasæbler og spiser de nedfaldne frugter. De opdager mig fra bag ved ruden og forstener. Stirrer på mig med de her kuglerunde sorte øjne, der kan flyve under bevidsthedens radar og videre ind. Dér, hvor vi ikke selv har adgang. Et øjeblik – og så ser de væk igen, pikker videre i æblerne, tilsyneladende beroliget.
Jeg kan godt lide tanken om, at de har været et smut omkring mit dumt dunkende hjerte, og at det var dér, de fandt modet til at spise videre.