Louise Juhl

I dag går jeg, som så mange morgener før, en tur med hunden. Jeg er i godt humør, et menneske, jeg elsker, er lige blevet fejret med sang og gaver: Han har fået et tøjdyrsfår, et sæt grydelapper af læder og et kursus i vietnamesisk kokkekunst.
Fødselaren skal på arbejde, hunden og jeg kører hen for enden af søen, det er tusmørke, vejret er mildt. Lidt senere når vi til et stort beboelsesområde for udviklingshæmmede, Sølund, hedder det, gamle, prægtige bygninger. Her går vi tit, her er rart. En mand kommer gående med et barn i favnen og en sort hund ved sin side. Den er ikke i snor. Jeg råber til ham: – om han vil være sød at sætte sin hund i line? Mange af beboerne på området er bange for løstgående dyr, utrygge, der er sat skilte op overalt: “Hund i snor,” står der.
– Den gør jo ikke noget, svarer manden. Jeg ved, at det ikke handler om det. Jeg ved, at beboernes angst er irrationel, umiddelbar, uafhængig af dyrets natur. Jeg har set flere reagere med voldsom frygt, skrige og slå sig i tindingerne. Så jeg gentager, vil du ikke nok være sød at sætte den i snor alligevel?
Manden sætter barnet på jorden, mumler, `skrid nu bare.`
– Hvad? spørger jeg, oprigtigt undrende.
– Idiot, svarer han. Et øjeblik tænker jeg, at han må tale til en anden, til sig selv måske, en art fortrydelse.
– Hvad? gentager jeg.
– idiot! Nu råber han.
Normalt ville jeg fortrække i sådan en situation, lade det fare. Jeg ved jo godt, at det ikke betaler sig. Men af en eller anden grund vil jeg ikke lade det fare – ikke i dag. Jeg har været venlig hele vejen, bedt et menneske – pænt – om at overholde nogle meget rimelige regler. Almindelig pli og omtanke, tænker jeg. Jeg kan se, at manden har en snor i sin lomme, det handler bare om, at han skal stikke hånden ned og fastgøre linen til sin hund. Vupti, problem solved.
– Undskyld, men kalder du mig en idiot? Jeg er stadig venlig, tænker, at det må handle om en misforståelse.
– Jeg bad dig om at skride, hvisler manden, og går hen imod mig. Hans hund følger med. Mumrik, min hund, bliver usikker. Han er i snor og dermed underlegen i forhold til den fritløbende hund. Han gemmer sig bag mig. Manden kommer tættere, helt tæt.
– Skrid, hvisker han, jeg kan mærke fugten fra hans ånde.
– Vil du tættere på, må du slå, svarer jeg. Ikke længere venligt.
– Ja, det kunne du tænke dig, ikke?
Nu bliver jeg oprigtigt vred. Trusler er en ting, indirekte trusler en anden, næsten værre.
– Kan du høre dig selv? spørger jeg, ikke fordi jeg forventer et svar, men fordi jeg har svært ved at tro, hvad jeg hører. Nu går manden ned i knæ, i øjenhøjde med mig, sætter hænderne i siden (han har sluppet barnet, der står og fumler med sin sut, tydeligvis utilpas.) Jeg kan ikke lade være at le. Manden ligner – helt bogstaveligt – en gorilla, som han står med bøjede knæ og næsten klør sig under armene.
– Skrid, gentager han. Med stemt s, ssskrid, lidt ala Hannibal the cannibal.
Jeg har lyst til at le højere endnu, men ved, at det kun vil pirre hans aggression. I stedet begynder jeg en lang tale om, at det er virkeligt små mennesker, der kalder folk for idioter, når man beder dem om en tjeneste. At det er endu mindre mennesker, der bruger deres størrelse og køn som en trussel. At det er bittesmå, ja nærmest mikroskopiske, mennesker, der bruger ordet `skrid´, som et argument.
Barnet hiver i sin bedstefar (?), manden vifter hende irriteret væk.
– Åh, du er sådan én, siger han og lægger sin højre hånd på min venstre overarm, holder fast. Sådan én? Mange ting finder jeg mig i, hver dag. Jeg er vel det, man kalder konfliktsky, en pleaser. Jeg plejer at sige, at jeg ikke vil spilde mit liv på dårlig karma, men sandheden er, at jeg ikke orker. Jeg har ikke kræfterne og begynder alt for ofte at græde, når andre spiller med musklerne. Ikke fordi jeg er ked af det, men fordi jeg ikke ved, hvad man gør, når man er vred. Men lige præcis udtrykket “sådan én” – den her ukonkrete skam, man påduttes. Måden det siges på. “Sådan én”. En lort, et undermenneske. En kvinde, der siger fra?
Jeg bliver frygtelig vred. Og der er ikke en skid, jeg kan gøre. Han står med et lille barn, jeg ikke vil gøre (mere) utryg. Han står med en løs hund, som min egen hund føler sig truet af. Han står helt tæt på mig, rører ved min arm.
– Du trænger til hjælp, siger jeg og går. Jeg kunne have sagt tusind andre ting, men det gjorde jeg ikke.


(PS: Et stykke længere fremme sparker jeg i jorden, hårdt, smider en gren, råber Aargh! Hunden misforstår og løber efter pinden, kommer tilbage med den i munden. Logrer. Han er en pleaser, præcis som mig.)