Louise Juhl

Der er ting, der er svære at slippe. Uvaner for eksempel. Jeg har så mange, at jeg ikke ved, hvad der ville være tilbage af mig, hvis jeg lagde dem fra mig. De fleste er harmløse, som at spise ostemadder klokken 02 – nætterne til tirs, tors og lørdag. Eller at betro mig til en sten, for ikke at trætte alverden. Det, der sker, er, at jeg lægger min mund mod stenens øre. Så fortæller jeg den om alt det, jeg er bange for: Overmodne pærer (jeg har hørt, at de risikerer at eksplodere i maven.) Alt for lange japanske film om Harikiri. Min egen sult. Når jeg er færdig med at betro mig, lægger jeg den tilbage på bordet mellem de andre sten. Det er næsten ikke til at se forskel.

Nu har jeg ligget syg i to døgn uden at kunne lette mine tanker – jeg vil jo ikke risikere at smitte stenen. Det mærkelige er, at den i stedet er begyndt at komme til mig. Den kommer om natten. Klokken to. Den kan svæve og slå kolbøtter og lave “Buddhas Revenge” på en yoyo. Det er nogle meget smukke ting, den viser mig, vigtige. Meget vigtige. Jeg har lovet ikke at sige dem videre.