Louise Juhl

Jeg har svært ved at sove og derfor svært ved at vågne, det ene med det andet. Jeg har pakket tasken, den står i gangen oven for trappen. Fyldt med regntøj, smertestillere, notesbog og “Skammens manifest.” Det sidste er et manuskript, jeg arbejder på eller: det arbejder på mig. Om små fire timer vil jeg smide tasken og mine tændstiktynde drømme bag i bilen, hunden på bagsædet, køre mod kapellejligheden. Jeg ved ikke, hvad der så vil ske, om der vil ske noget overhovedet, men jeg hvisker til hunden, og den logrer. Læner sit krøllede øre mod min kind. Det er dét, jeg holder allermest ved os – hunden og mig, tilsammen.
At det ikke er så vigtigt, hvad vi siger til hinanden, men at vi siger hinanden noget.