Louise Juhl

Der er dét med drømme, at de ikke er virkelighed – og det går begge veje. I nat drømte jeg så godt som ingenting, og det var svært at skelne fra den virkelighed, jeg vågnede op til: Snydevind, lunken kaffe og fravær af tanker.

Jeg husker en jul i firserne, jeg ønskede mig en elektrisk skrivemaskine. Jeg syntes apparat var mystisk og magisk med dets automatiske linjeskift og lyden, der fulgte efter. Det triumferende: Bling!
I stedet fik jeg en undertrøje i lilla. Den var med brede stropper og havde et print af en giraf på maven, og var hjembragt af min onkel, som lige var kommet tilbage fra en minisafari i Tanzania. Han var syg af sclerose og alle, også han selv, vidste, at det var hans sidste tur, før kørestol og svigtende syn ville låse ham fast til Vamdrup, hvor han boede. Tæt på Kongeåen, der nok var fin, men alligevel langtfra en afrikansk savanne.
Trøjen var pakket ind i en æske, der igen var pakket ind i en anden æske, der igen var pakket ind i glinsende papir. Den havde nøjagtig samme størrelse som den skrivemaskine fra Brother, jeg havde brugt timer på at studere i bladene. Jeg husker det som om, jeg flåede papiret af pakken, men min mor har nok lagt en hånd ovenpå min og hvisket, at jeg skulle “gøre det ordentligt.”
Løsne papiret langsomt, så en æske og så en æske mere.
Og der lå den, undertrøjen, fint foldet med girafhovedprint på maven. Min mor må have set min skuffelse, for hun løftede trøjen op af æsken og udbrød: Neeej. Jeg begyndte omvendt at græde, hulke og hikste, men gik så hen og kyssede min onkel på kinden som tak. Han græd også. Ikke over gaven eller min skuffelse, men fordi det var jul, og fordi der var tændt levende lys. Og måske også lidt fordi han tænkte på Tanzanias savanne og derefter på Kongeåen og den lille hvidmalede bro, byrådet lige havde indviet.
Senere satte min far et kassettebånd med Radioens Pigekor på anlægget. De sang en salme, og vi sang med: “Glæden er jordens gæst i dag”. Jeg hulkede mig igennem versene, det samme gjorde min onkel, og ingen af os tænkte vel egentlig på hvem, der græd af glæde og hvem, der græd af skuffelse.