Louise Juhl

Jeg googler symptomer på stress, symptomer på angst, symptomer på lårbensbrok. Febervildelse, forladthedssyndrom. Jeg går ture og tygger tyggegummi, drikker te, leger ”sparke til bøtten” med mig selv. Læser overskrifter, taler med hunden, tisser. Skriver et fiktivt interview med min mor:
Var dine børn planlagte? Var de ønsket? 
Græd du under graviditeten? 
Fik du ædeflip – saltlakrids, tomater, sardiner i olie? 
Kastede du nogle gange op af træthed? 
Jeg sender hende ikke mine spørgsmål, men svarer selv. At ja, vi var alle ønskede, alle tre, meget. Og jeg ved, at det er løgn, eller måske er det ikke løgn bare meget langt fra sandheden, som er at: vi åd hendes mælk, hev i hendes arme, forlangte hendes tid, al tid. Og hvad stiller man op med den slags sandhed? Jeg ringer til Interflora og beder dem sende en buket med gerbera, beskriver farverne: pudder, sartgrøn og lys lilla. Jeg ved hun vil elske dem. Seksogfyrre år for sent, men hvad, bedre sent. Ekspedienten spørger, om der skal et kort ved, jeg tøver et øjeblik, det koster femten kroner endda uden motiv. Hvem fanden er jeg at opveje femten kroner for et halvt liv, så jeg svarer ja og siger, at der skal stå ”herfra og til evigheden” og beder om at tilføje et hjerte. Og jeg ved godt, at det drivende sentimentalt og så langt fra gulsot, diarre og afbrudte drømme, men det er alt, jeg kan komme i tanke om på stående fod. Men på sin egen sølle måde bliver ordene mere sigende end godt er: atten år i bytte for en fersk buket og en banalitet. 
Selv tak?