Louise Juhl

Fjorten minutter over et spørger du. Og nitten minutter i tre. Klokken halvfire og kvart over fire. Igen lidt i seks. Og nej, jeg svarer ikke og nej, det er ikke en forglemmelse. Landskabet udenfor suger og suger, jeg siger:
– luften er tyk af fugt. Du retter mig.
– Der er forskel fugt og væde, siger du og forklarer, at det første kommer af middelnedertysk, vucht, som betyder damp, mens det sidste er oldnordisk, og betyder flydende vand.
– I dag regner det, det er vådt, siger du og smiler: – djævlen ligger i detaljen. Jeg nikker, spiser en tørret figen, der har ligget lidt for længe. Kernerne knaser mellem mine tænder, jeg kender lyden fra drømme. Tænder, der smuldrer. Det handler om ikke at kunne bide fra sig, har jeg læst i en bog om drømmetydning. Den havde et maleri af en svømmende skikkelse på forsiden. En kvinde, hendes hår var langt og lignede bunker af slanger med giftige tunger.
Engang læste jeg et digt højt for dig. En af linjerne lød “væn dig ikke til, vend dig mod,” jeg troede ikke, du hørte efter. Du sad med ansigtet i avisen, men så løftede du blikket, mumlede: “vend dig ikke mod, væn dig til.” Allerede dér skulle jeg vel have set det. Dig. Djævelen, detaljen.