Louise Juhl

Jeg har været ude i regnen, det var vådt. Jeg gik og tænkte på en titel til mit kommende langdigt, som vistnok bliver meget kort og fyldt med tomme pladser. Pladserne som læserne skal fylde ud. Det gør de sikkert meget bedre, end jeg kan gøre det. Samlingen skal kun have et ord per opslag. Daggru. Eller Ømlyd, for eksempel. 
Men så kom jeg til at tænke på anmelderne, der med garanti ville angribe værket for enten at være for kort til at være langt eller for langt til at være kort, og så besluttede jeg at starte på noget nyt. 
Fra nytår vil jeg derfor -hver torsdag fra 18 til 21- gøre ting. Ikke ting, jeg finder på, men virkelig ting. Jeg vil skære i træ og skrælle kartoffeldyr. Drikke te og rede min hund.
På ti år vil jeg kunne samle 520 sider fulde af virkelige spåner og skræller, hundehår og urtete fra Brovst. En slags “liv levet til lejligheden”. Jeg tænker, at det liv kan ende med at blive lige så godt – måske endda bedre end – et langdigtet liv fyldt med tomme pladser?