Louise Juhl

Jeg fik at vide, at jeg var vred og forsøgte det bedste, jeg kunne. I træningscentret øvede jeg cirkelspark og slog på puder, hos psykologen rakte jeg tungen lang, gav hals. Derhjemme skreg jeg, ikke af nogen men af alt: stole og borde, brusehoved og klinker. Af vinduerne – bad dem holde op med at glo. Eller jeg råbte af de blommegule vægge i stuen:
– Så svar dog!
Men jeg blev altid mødt af en tavshed, der kun bekræftede min følelse af at være tilovers, til fals.
To gange om ugen åd jeg gær uden at vide hvorfor. Eller løb: Klokken 7, løb jeg, og klokken 12. Klokken 17 og igen klokken 4 om natten. Den sidste tur med rygsækken fuld af sten, jeg kastede fra mig, når jeg var halvvejs. Jeg havde læst et sted, at det skulle virke – sådan at kaste bagagen fra sig, sætte sig fri. Jeg følte mig altid mere til grin end lettet.
Senere forsøgte jeg at vende det om. Læste om girafsprog og positiv psykologi, såede karse i karmen og så det gro af vat. Forsøgte at dyrke glæden i det små. Jeg lærte mig selv at elske smagen af Kongen-af-Danmark, af stegt torskerogn og sprængt tunge. Udvidede rammerne. Jeg mødte en kæreste, der var smuk, og selvom han også var tavs og upålidelig, huskede jeg hele tiden mig selv på det kinesisk ordsprog om, at en kold gryde på et varmt komfur er bedre end det omvendte. Problemet var, at hverken komfur eller gryde var varme, og da det gik op for mig, købte jeg en stand på et marked i en hal i Hørning og satte alt, jeg ejede, til salg:
Min terapibold og en kuglepen med mit navn graveret på siden (nogen købte den, why?). Et elfenbensvedhæng, jeg havde arvet af min mors faster Emma, og en hoptimist, hvor fjedren var gået i stykker. Jeg tjente 109 kroner, de 50 gik til at betale standen, resten skød jeg i et indskud til det værelse på Bronzealdervænget, jeg flyttede ind i uden at give min kæreste besked.
Jeg er stadig ikke sikker på, hvad det var, der gjorde udslaget. Om det var cirkelsparket, torskerognen eller det kolde komfur. Måske indså jeg bare, at der faktisk findes en grænse for, hvor meget et menneske kan sælge ud, og stadig være sig selv.
Jeg fandt så åbenbart min på et loppemarked i Hørning.