Louise Juhl

Dét, og så.
Hun ringer og siger, at der ikke er noget galt, det er bare fordi. I tyve minutter fortæller hun så om handskerne, der krymper i kulde og om børnene, det aldrig blev til. At hun ikke fortryder, men at hun nok var gået en anden vej, hvis hun kunne gøre det om.
Hun har købt gullash-kød til i aften, tilføjer hun, som om livet på den måde hang sammen – fra hånd til mund.
– Det er nemt og billigt og så smager det lige så godt også på tredjedagen. Man kan variere tilbehøret i det uendelige, fortsætter hun, hver gang er det en helt ny ret. Ris eller rodfrugter, dyppe-brød.
Hun lyder glad, da hun fortæller, at hun er begyndt at bage. Jævnligt. Dét: at opholde hænderne med noget, der nærer, det er værd at gøre, siger hun, og jeg nikker, selvom jeg ved, at hun ikke kan se gennem telefonen.
Så spørger jeg til handskerne: Om ikke hun skal købe nogle nye? Det er jo dumt at spilde tiden med handsker, der krymper eller sko, der er for små. Man må aldrig glemme omsorgen for hænder og fødder, heller ikke for næbdyr og bæltekøretøjer, siger jeg, for ingen kan klare sig uden omsorg, heller ikke dem, der ser sådan ud.
Men hun hører det ikke, eller også taler hun om noget andet, sådan er det. Vi taler om hver sit og alligevel om det samme.
– Jeg er ikke bange for at være alene, siger jeg, tilsyneladende uden sammenhæng, – men jeg er bange for at forsvinde, at være præcis så ligegyldig og tilpasset, at jeg passerer tilværelsens tarme uden at gøre hverken gavn eller skade. Et næringsløst gram i den kolossale menneskelige tatarbøf, der hver aften serveres som Nyheder på TV: En sovesplet på en forgyldt direktørs stribede slips, et strå på en plæne af kunstgræs. En mikroskopisk fejlmargin i en statistik over råge-skrig (det er mig, der skriger som nummer nittentusindetrehundredeogfjorten, ikke en råge).
Jeg råber til hende, at det jo for helvede ikke er for sjov. Og jeg kan akkurat høre hendes vejrtræk i den anden ende og ved, at hun er ved at stille cyklen fra sig, og at hun om lidt vil holde om telefonen med begge hænder og tale med munden helt tæt på mikrofonen, når hun siger:
– Jeg kan godt høre dig, du behøver ikke at råbe.