Louise Juhl

Da jeg var seks, måske syv (jeg kunne i hvert fald ikke klokken endnu), tog min søster mig med ud at rejse. Vi kørte med tog og med bus, vi fløj også, hun holdt mig i hånden hele vejen.
I Australien så vi røde klipper, i Mexico hårløse hunde. I Indien viste hun mig alle fuglene, fortalte mig om deres kendetegn, flodviben og det asiatiske gabenæb. Overalt var gaderne fyldt med mennesker, der smilede og sagde mange ting meget hurtigt. Ikke noget jeg forstod, men min søster lærte mig at folde mine hænder foran brystet og nikke. Det kunne både betyde tak og nej tak, forklarede hun:
– På den måde går du aldrig helt galt i byen.
Hun gav mig besked på at holde øje med tiden.
– Husk tiden! sagde hun flere gange og med en alvor, jeg ikke kendte. Så tog hun fat om mit venstre håndled, skubbede ærmet til side og pegede på det ur, jeg havde fået i fødselsdagsgave. Det var med lyserød rem og optræk i siden. Uret havde sort skive og en stor og en lidt mindre viser i hvid. Hvis jeg gjorde mig umage, kunne jeg lade være at blinke, den tid det tog for den lille viser at dreje en halv omgang.
På et tidspunkt blev vi væk for hinanden.
Det vil sige: Jeg holdt min søsters hånd, men slap den et øjeblik for at skubbe mit ærme til side og holde øje med klokken, sådan som jeg havde fået besked på. Da jeg ville gribe hendes hånd igen, var hun væk.
Jeg husker ikke, hvordan jeg kom hjem, om der var nogen, der fulgte mig. Men der var ingen røde klipper eller særlige fugle, da jeg nåede frem, kun en stor tom lufthavn og et transportbånd, der kørte rundt og rundt uden hverken kufferter eller tasker. Det var i januar, og uret i ankomsthallen var gået i stå.
Jeg har ikke set min søster siden.