Louise Juhl

Morgenkalk, mælkehvid.
Jeg knuser en pille og hælder sukker over, sluger den med lidt vand. Sådan fik jeg dem, da jeg var barn, sådan tager jeg dem stadig. Jeg har sovet i otte og en halv time uden at ænse det. Jeg bryder mig ikke om den slags sløsethed – manglende omhu med tiden. Alle de timer jeg kunne have brugt på at koge kerner til fuglebolde, smeltet fedt. Drukket portvin af bittesmå glas, tømt dem, fyldt dem igen.
Jeg har købt en madkasse i metal, den har et motiv af en ræv på låget og plads til to lag brød. Der er også et lille rum til snacks. Jeg smører to halve rugbrødsmadder med figenpålæg, to andre med postej af nødder. Lægger en ostehaps i det lille rum ved siden af og lukker låget med to metalklips, så det slutter tæt.
Jeg forestiller mig hendes hænder, der griber om brødet. Aftrykkene af de små tænder i postejen. jeg forestiller mig, hvordan hun lægger brødet tilbage mellem hver bid, som om hun overvejer, før hun tager den næste. Løfter, bider, lægger tilbage. Tygger og synker. Fokuseret, omhyggelig.

Sundhedsplejersken siger, at hun er ´et uhyre opmærksomt barn´. Det er svært at sige, hvad hun mener med det: uhyre?
Selv kalder jeg hende prut-engel, dyt-båt- matros og prikker hende forsigtigt på navlen. Dun-danser, smeltevandskriger.
Hun reagerer på alle navne.

Han kommer ned ad trappen og jeg finder et viskestykke. Lægger det over madkassen. Han strækker armene over hovedet, mumler et grødet ´Godmorgen.´
– Godmorgen, smiler jeg og finder kaffen frem fra skuffen, tænder for vandet i kedlen.
– Har du sovet godt, spørger han og kommer hen, holder om mig bagfra.
– For længe, svarer jeg ham og vrider mig fri, så jeg kan hælde vandet over kaffen:
– Mere end otte timer, tungt, jeg husker ingenting.
– Du har godt af at hvile, svarer han og vender mig om, så jeg har ansigtet mod hans:
– din hjerne har brug for ro.

Jeg tager koppen med mig ind i stuen, sætter mig i sofaen og ser ud af vinduet. Det er endnu ikke blevet rigtig lyst, månen lyser slapt ovenfra ligesom gadelygterne, ingen af dem gør nogen gavn.
Jeg kan se ham fra sofaen. Hvordan han går rundt i køkkenet, finder cornflakes, mælk og sukker. Ruller gardinerne fra.
Så tager han forsigtigt madkassen fra under viskestykket, vipper clipsene op, låget af, og tømmer indholdet ud i skraldespanden.