Ensomig #761
by Louise Juhl Dalsgaard
De siger, der er forskel på håb.
Jeg ved det godt.
Jeg ved, at der er ting, det ikke nytter at længes efter. At jeg risikerer at spilde et helt liv på at længes, i stedet for at holde fast i det, jeg har.
Han har foræret mig et æggeur formet som en høne, der ligger på rede. Hver dag, når han går på arbejde, trækker jeg det op, og hver time ringer det til ingen verdens nytte. Så trækker jeg det op igen:
Otte gange når det at ringe det, før han igen er hjemme.
Det gør ingen forskel, om jeg holder styr på timerne eller ej, men det giver mig noget at holde fast i, nu hvor håbet er aflyst.