Ensomig #771

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg skriver ´Natten har klippet huller til dagens øjne´ på et stykke papir, og tager et billede, som jeg poster på Insta. Tilføjer hashtag flæbehjerne, hashtag appel.
Hashtag mindthefuckinggap.

Senere læser jeg i Knut Hamsuns Sult, tygger sukkerfri pastiller og øver mig i at lade som om. Jeg skriver “dåselatter”, vender mig om, for at se, hvem det er, der ler. Skriver “menneskelig” og gør mig umage for at lægge betoningen helt rigtigt: uanstrengt men alligevel med vægt. Hele tiden den her balancegang mellem at være og at være for meget.
Skrive og skrive over sig,

(I avisen skriver de om PTSD-ramte veteraner, om dyrevelfærd og lattergas. Hjerte rimer på smerte rimer på krampet latter og gråd:
`Jeg hører godt, du kalder mig for ingen/men det er mig`
Jeg er ingen men hører, at du kalder på mig.
Nej?)