Louise Juhl

I dag har jeg læst om brød og frihed og om angstens flimrende rutiner (der kan minde om en sol, der blænder – selv efter at den er gået ned) 
Jeg har også forsøgt at skrive om dengang, jeg tog imod hundrede kroner fra min bror, mod at love aldrig igen at bide negle. Det løfte lærte mig noget. Noget om penge, magt og min egen villighed til at pantsætte mig selv for penge, der akkurat rakte til smøger, trusseindlæg og cup noodles. 
Det er længe siden, alligevel sidder angsten i mig, hver gang vi mødes. For at han skal tjekke mine negle og opdage, at de igen er bidt til blods. At han vil forlange de 100 kroner – men også renters rente tilbage: En fingerblomme, det halve af et øjenbryn, money for nothing and chicks for free.