Louise Juhl

Han hed Sven og kom fra Flensburg, arbejdede som brandslukker, der ikke var det samme som at være brandmand.
– Ikke mindre fint, men mindre farligt, forklarede han mig. Vi sad om et bål, jeg spillede guitar, vi blev fulde, pludselig kunne jeg ikke huske, hvad vej guitaren skulle vende. Senere skulle jeg tisse. Da jeg sad i toiletvognen for mig selv, tænkte jeg på hans ord:
– Ikke mindre fin men mindre farlig.
Vi faldt i søvn. Oven på hinanden men med alt tøjet på. Da vi vågnede næste morgen, lå guitaren i gløderne fra bålet. Gribebrættet halvt forkullet. Han forsøgte at trøste, begyndte endda at snitte en ny – med lydhul, krop, hals og hoved. Så akavet og umuligt, som kun den slags kan være. Han tilbød også, at jeg måtte låne hans tandbørste. Jeg kastede op ved tanken, eller også skyldtes det resterne af rødvin og Malibu. Uanset hvad smagte det fælt.
Han tilbød at køre mig hjem, jeg takkede nej, påstod at have billet til togafgangen 11.26. Halvanden time senere stod jeg på et trinbræt tæt på den tyske grænse med en halsløs guitar og smagen af stald og kokos i munden. Der kom ikke noget tog, så jeg endte med at måtte blaffe hjem. Chaufføren hed Dennis og var tavs, pånær et “du trænger vist til at komme hjem?” Han havde en hoptimist stående på sit instrumentbræt. Den hoppede op og ned og op og ned hele vejen op gennem Jylland med et påtaget smil og fjedret begejstring.
Jeg stod af ved en rasteplads ved Hals og tog en bus det sidste stykke, Dennis betalte billetten.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg slæbte den halvt afbrændte guitar med mig hjem, men jeg beholdt den gennem alle årene. Flere år senere malede jeg den i en tegneterapi. Psykologen var så begejstret, at hun bad om at måtte bruge den som forside på et temanummer af et psykoterapeutisk tidsskrift – om tab af identitet. Jeg svarede ja, det var jo bare en tegning af en forkullet guitar.