Louise Juhl

Det stopper en dag. Det er ikke noget med, at det løber ud i sandet eller forvitrer, ikke noget med at noget andet dukker op. Det stopper bare, en dag i februar måske, mens resten fortsætter: Heldagsregnen, som har varet ved i over en uge, vindstød af orkanstyrke, en sultkatastrofe i Nordkorea. Jeg springer morgenmaden over som en slags bod, drikker kaffe på tom mave, dæmper ubehaget med rigelig sukker. Sender en mail til mig selv, i emnefeltet skriver jeg “Diverse”, nedenunder alt det praktiske: Har du husket at aflevere bøger på biblioteket, skal jeg købe madæbler? Ellers noget? Jeg svarer “ja og ja og nej o.s.v.”
O.s.v.
Jeg er bange, det har jeg været længe, det er noget med at vågne uden rigtig at følge med. Problemet er ikke at stå op, heller ikke at lade som om – børste tænder, nikke til kollegaerne på kontoret, spise og levne præcis så meget og så lidt, at det virker kontrolleret – men ikke mere end det. Problemet er heller ikke at ramme møntindkastet i billetautomaten, eller at fjerne en sætning, før den afslører sig selv.
(Her kunne for eksempel have stået noget andet, noget nøgent og råt.)
Men at tro på det hele, på at det er dét, og at det er nok, og at det stopper af sig selv, som ved slutningen af denne sætning.