Louise Juhl

Jeg tager ikke længere telefonen, når den ringer – jeg ved ikke, hvem jeg skal sige, det er.
Bruger i stedet dagene på at opfinde ord, det kan være kalvekrøsning eller frådefanger, altsammen ord, der blev tilovers, da vi holdt op med at tale sammen, gik hver til sit. Ligesom så meget andet, der blev tilovers: Vores hænder, der ikke længere havde noget at gøre, ikke nogen at røre.
Kinder, knæ, hudafskrab.
Vi delte det hele i to, det var jo fælleseje. Vi var.
De efterfølgende år bar vi rundt på hinandens kinder, knæ og banesår. Ind imellem stødte vi på hinanden, det kunne være ved ved OK-tanken i Hørning eller ved foden af Himmelbjerget, men det var altid mere akavet end egentlig ubehageligt:
Min hånd, der vinkede fra hans bil og mig, der vinkede tilbage med hans:
Hej, hej.