Louise Juhl

det er en dum morgen
mine følelser har fået øresten
de vælter rundt uden fornemmelse
for op og ned
led og ked
det er meget ubehageligt

det er vist nok noget med
nogle krystaller der river sig løs
min læge har fortalt at man
kan tvinge dem på plads
ved først at lægge øret
mod den ene og så
mod den anden skulder
i hårde rykvise bevægelser

jeg ved ikke om det samme
gælder følelser
om man kan tvinge dem på plads
om de sidder mellem ørene

en der hedder lars-emil skriver
på facebook at denne her epidemi
også har bragt gode ting med sig
han har for eksempel lært tegnsprog
til mere end husbehov

da jeg var barn gik jeg i en døvebørnehave
ikke fordi jeg var døv
men fordi min far var professor
i talegenkendelse og mente
at kunne bedrive en slags grundforskning
ved at observere mig
når jeg gik omkring og gjorde mig
(u)forståelig ved hjælp af fagter

jeg vil sige det som det var:
det var svært at få ørenlyd
men jeg lærte med tiden at begå mig
med hånd- og kropssprog
thumbs up og vinkehånd
grinesmiley
(man viser tårer med to fingre
og lader dem glide ned ad kinderne
mens man storsmiler)

jeg tror jeg måske allerede
dengang lagde de første grundsten
til nogle af tidens mere
tåbelige emojis
som for eksempel
den kogende hjerne?
og det lydløse råb?

jeg havde det svært med de
andre børn
nuancerne i vores samvær
forsvandt lissom
det samme gjorde dialogen

men min far siger
at det langtfra var forgæves
at mit arbejde har båret frugt
for eksempel har han
haft stor glæde af at se
hvordan man IKKE skal gøre
når man laver talegenkendelse

på den måde kan jeg vel godt
kalde mig en slags first mover
selvom det er en meget
akavet én af slagsen