Louise Juhl

Jeg er ikke bange for fedtstensfigurer, pindsvin, astronaut-is eller håndstøvsugere. Heller ikke for rhododendron, selvom de forekommer mig voldsomme i deres udtryk. Og nej, jeg er heller ikke bange for livet, sådan som en psykolog ellers spurgte mig om i 2005. Det var mens jeg stadig holdt igen med cirka alt: at spise og drikke og elske og.
– Er du bange for, at livet ikke skal leve op til dine forventninger? spurgte han mig. Han var ok, skrev næsten aldrig noget ned, og når han gjorde, vendte han altid papiret om, så jeg kunne se, hvad han havde noteret.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede ham dengang, men i dag ville jeg svare nej: Jeg er ikke bange for, at livet skal skuffe. Men jeg kan frygte det omvendte; at jeg skal skuffe livet. Det er med det, som det er med at spille stangtennis mod mig selv: selv når man vinder, taber man også. Og vice versa, heldigvis.