Louise Juhl

jeg trækker en streg
i vandet
på den ene side står der før og
på den anden står der efter og
den eneste farve jeg kender
indefra er lilla

i skolen gurgler jeg fluor
derhjemme bruger jeg støttefødder
for at holde balancen og
aer et firben over ryggen
med så stor ømhed
at halen falder af

jeg er lige fyldt seks år
og min far fortæller mig at
ordet er konsekvens
gåder er stadig noget jeg
løser i et kryds og tværs hæfte
og med hjælp fra en voksen

senere bliver det mere kompliceret

jeg begynder at svømme hver morgen
mellem 5.30 og 7.00
og lærer at også her er der forskel på folk
der er dem der svømmer for at vinde
og så er dem der kæmper for
bare at holde sig oven vande

jeg bliver hurtigt venner med Doris
fra bane 7 hun er firs og ligner 
et stykke brændt lertøj
jordfarvet furet smuk
hun råber hæst og lidt for højt:
“når dagen er slut er vi jo
for fanden nået lige langt:
fra den ene ende af bassinet
til den anden.”

på den anden side af stregen
forsøger jeg fortsat at holde
mig flydende

min krop er en sten
og jeg tør stadig ikke røre ved nogen
-hverken dyr eller mennesker-
af frygt for konsekvenserne