Louise Juhl

Vågner og alt kunne være anderledes, men det er sådan her: En lidt for længe lagret ost, håndeksem, og så den der sødsure lugt af spirede kartofler og hul i maven, som jeg ikke ved, hvor stammer fra. Jeg har ellers ledt længe.
Jeg startede ved en dødsmesse i Budolfi, da jeg var 7:

Quid sum miser tunc dicturus? Quem patronum rogaturus, Cum vix justus sit securus? “Hvilken beskytter skal jeg anråbe, når selv den retfærdige ikke er sikker?”

Senere forsøgte jeg at genkalde mig påsketurene til Poetzsch-Padborg. De berusede medpassagers lidt for intime betroelser allerede før vi nåede til Vojens. “Hej lille skat, jeg hedder Eigil, hvad hedder du”
Jeg var også omkring mælkebøttekranse, den hjemmelavede rosenbladsparfume, Lone Kellermans “Se Venedig og dø.” Jeg nåede aldrig til Venedig, kun til Sverige, så for min far vild i de svenske skove, og der gik mere end 6 timer, før han vendte tilbage. Verden var rigelig, som den var også uden Venedig.
Min håndeksem skyldes vistnok en allergisk reaktion på spidskommen, og hullet i maven peger vel tilbage på pilen? Det er tirsdag, jeg ved godt, jeg taler sort, men det er nu engang det sprog, der rækker længst, når man taler om mørket.