Louise Juhl

I nat drømte jeg, at jeg deltog i et seminar. Det handlede om heling, og om at lære at overvintre i det fri uden at tro, at det er nok at sætte sig og vente på sommer. Manden, der ledede seminaret, var omkring de fyrre, han havde store moccafarvede hænder og den der slags tøj, der er praktisk og anvendeligt i al slags vejr- men ikke mere, end at det også er smart. Jeg husker ikke helt, hvad vi foretog os, udover at lytte og hente brænde til et bål, han havde tændt i midten af vores cirkel. Flammerne var høje, varmen tæt på ubehagelig men ikke helt. Han talte til os, forklarede at intet kommer af intet:
– kærlighed kommer af kærlighed, sagde han:– det, I savner stammer fra det, I har forsømt. At elske, holde af, drage omsorg. Så viste han os et stykke stof – plyspelset og i pink. Han forklarede, at det var en konkret indsats, han havde sat i verden, en masseproduceret kærlighedsgestus: Han havde grundlagt et firma, der solgte plysbetræk til bildæk – lyserøde, bløde, vamsede omslag, der skulle signalere til verden: Vi kører på kærlighed.
–Et synligt budskab i en verden af stål og fart, forklarede han. – Med dem skal vi erobre motorvejene, vise, at vi tager vare på vores verden. Vi vil blødgøre selv rå asfalt med vores kærlige berøringer.
Betrækkene kostede 199 pr stk, men som en særlig kærlig gestus kunne vi købe 8 betræk for 1375 kroner.
Nogle få af deltagerne protesterede men kun kortvarigt: Om ikke det var at slå plat på en sag? At udnytte sårbare menneskers alt for bløde hjerter? Men kursuslederen forsikrede os om, at intentionerne alene var gode: Hvis budskabet nåede frem, var det vel underordnet, om det også lå en god forretning bag?
–Bliver kærligheden mindre værd, hvis den er profitabel spurgte han, og ingen vidste vist helt, hvad de skulle svare til det. Selv købte jeg seksten betræk og følte mig heldig: 2750 kroner – for SÅ meget kærlighed og endda i plys og pink!