ensomig #916

by Louise Juhl Dalsgaard

fredagens fede grøde
en sol uden magt
og så alle de ord med a
der ikke giver nogen eller
alt for meget mening

acontoangst
automatomsorg
altidelsket
aldrigelsket

det handler om at komme videre
altid videre:
flere dage
længere dage
højere dybere sandere dage

videre er et valg
mellem kærlighed og kildevand

enhver kan google sig frem til
at et menneske maksimalt kan
overleve seks døgn uden væske

langt sværere er det at finde svar på resten

jeg tænker at det kun
er et spørgsmål om tid
før også kærlighed kan købes på flaske
og verden vil dele sig i dem
der er til “max love”
som er den med kunstige sødestoffer
og så dem der insisterer på
the so called “real thing”
det vil sige fucking tolv
sukkerknalder per deciliter

diskussionen vil således
og som altid
ende med at handle om alt muligt andet
end det der er sagen:

nemlig om det altid og
uden videre
er værd at overleve
mere end seks døgn