Louise Juhl

Jeg skriver og spørger:
– fredag, måske?
Du svarer
– nej.
Ikke andet end det. Nej.

Jeg kunne have skrevet tilbage, foreslået en anden dag. Tirsdag. Søndag. Men i stedet skriver jeg, uden at du har spurgt.
–Jeg husker præcis, hvor jeg var, da David Bowie døde.
.
Det var på motorvejen mellem Skanderborg og Aarhus. Det sagde det i morgenradioavisen – dagen derpå. David Bowie er død. 69 år gammel, kræft.
Det sker hver dag. Folk dør. Af alle mulige grunde og årsager – de fleste uden.

Jeg kendte ikke meget til ham, havde kun set de teatralske albumcovers, et malet ansigt, en maske. Knap lyttet til hans musik og altid kun med et halvt øre.
“David Bowie er død,” sagde de. Så den stærke smag af metal i munden og en krop (min?), der mistede al vilje. Det lykkedes mig at sætte katastrofeblink på bilen, dreje ind i nødsporet. Speakeren fortsatte med at tale, jeg var forlængst holdt op med at høre efter.
Det var i januar, temperaturen var tæt på nul. Der kom lyde ud af min mund, langt nede fra, de var ikke mine. Så spyt. Og savl, gråd, snot. I radioen spillede de det sidste minut af Black Star. Så fortsatte speakeren. Noget om en rapport fra social- og indenrigsministeriet – om forholdene for mennesker med handicap på det danske arbejdsmarked.
Der var ikke nogen biler, der standsede og tilbød mig deres hjælp. Hvad skulle de også have stillet op:
– David Bowie er død!

Jeg sad der. Med udsigt til en mildt meleret januar og biler, der fór forbi med 130 kilometer i timen.
“Can you hear me, Major Tom, can you hear me, major Tom?”

Du svarer med en hjerte-emoji og et “I hear you,” og vi aftaler at mødes søndag klokken 14.