ensomig #920
by Louise Juhl Dalsgaard
så kigger jeg på uret
som om det ville være
en hjælp at vide
hvad klokken er
denne fugttunge
fredag morgen
hvor jeg har lovet
mig selv ikke at
skrive og skriver
netop dét
det er ikke en hjælp:
klokken er 08.04
og jeg har endnu
engang har valgt at
pisse på mine egne
løfter måske fordi
det er nemmere
sådan
at skrive end at være
der er ethundredeotteogfyrre komma tre kilometer
til hvide sande og cirka lige så mange millioner kilometer
til solen
det ændrer ikke på
hverken løfter eller pis
men hvem siger også at
det skal det
en himmel behøver jo
heller ikke at være blå
af en grund eller en ulykke
at være sjælden
for at komme alene
08.07 jeg går ingen vegne
08.08 jeg er stadig ikke en radiobil
08.10 om lidt bliver det sommer?