Louise Juhl

Jeg har lige talt i telefon med min far. Det sker ikke så tit, faktisk alt for sjældent, men i dag skete det altså. Det var mig, der ringede ham op, og han tog med det samme sin telefon og sagde: “Hej Lousen.”
Jeg ville høre, hvordan det gik med sangtræningen. For nogle dage siden skrev han nemlig til mig. Han havde svært ved at slappe af i ganespejlet, når han skulle nå de høje toner, skrev han, om jeg ville hjælpe? Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der fik min far til at tro, at jeg kunne hjælpe hans ganespejl til at slappe af, men jeg blev rørt over hans tillid. Meget.
Så nu ringede jeg og spurgte til det hele: sang og ganespejl og afslapning. Min far fortalte glad, at det gik så godt, at han havde fået nye lektier for. Sanglæreren havde bedt ham om at synge så HØJT, han kunne. Og ikke nok med det, det skulle også være med så mange FØLELSER som muligt.
–Om jeg ville høre?
Jamen altså. Jo.
Og så sang han. “Livet er en morgengave”, sang han med store følelser – “sjælen er mit pilgrimskor”. Teksten var ikke helt på plads endnu og melodien stadig lidt usikker. Men altså – han sang, min far, det gjorde han. HØJT og FØLSOMT.
Og det var så fint, så fint❤️