Louise Juhl

Hej lille drøm. Nej, det var ikke en drøm, men den pureste virkelighed, da jeg blev healet af Pia Raug. Det var i ’94 på Amager Strandpark til et grundlovsarrangement med Folkebevægelsen mod EU. Hun havde sit karakteristiske tørklæde snoet om håret, og de skønneste skæve tænder. Jeg var dengang milimetertynd og hundefrøs, men Pia sagde:
–Den klarer jeg!
Så holdt hun sine hænder over mit hoved. Hun rørte ikke ved mig, det var mere sådan uhuh og lidt aura-agtigt, altså hævet 25 centimeter over min isse.
Jeg er normalt langtfra til uh og aura, men i Pias tilfælde var det noget andet: hendes intentioner var åbenlyst ægte og kærlige.
Og så skete det bare, jeg sværger: Jeg mærkede en varme, der steg mig først til kinderne, så nakke og skuldre. Jeg sad musestille, nok mere lamslået end lykkelig, og mærkede sveden begynde at dryppe fra min pande. Så lod hun sine hænder bevæge sig langs mine arme, min lænd, mine ben – stadig uden at røre ved mig – og lavede undervejs nogle ottetals-bevægelser forbi mit bryst.
Jeg tror ikke på sådan noget med elektriske impuls og baner på tværs af virkelighederne, i hvert fald ikke med hovedet. Men min krop var heldigvis ligeglad med min skepsis: Jeg KOGTE, da hun var færdig med at heale mig. No kidding!
Så jeg er for evigt fan af Pia Raug, af hendes lille drøm, hejhej, og af de helende hænder.