Louise Juhl

Jeg vågner, børster krummer af lagnet og tjekker mobilen for beskeder. Min mor skriver af og til sent om aftenen, små beskeder, jeg kan vågne op til. Hun kender mig og mine morgener. Hun ved, at jeg, som fru murermester Jessen i Matador, trænger. Ikke til kager, men til håb. Og ja, hun har skrevet, også i dag. Hun og min far er taget i sommerhus, de har besluttet at lægge hønsenet henover terrassen her i vintermånederne, så de ikke risikerer at falde, hvis frosten skulle ramme og træet blive glat:
Nu er der kun tre uger til, det vender, skriver hun og fortsætter: ‘Verden heroppe i klitplantagen er tæt og tåget , mon det samme gælder hos dig? Vidste du forresten, at tåge i virkeligheden er mørke, det vender det hvide ud af øjnene? kh mor’
Jeg svarer at nej, det vidste jeg ikke: ‘men det ved jeg nu. Tåge og tak og tusinde kys /Louise’