Louise Juhl

Jeg lå hele natten ved siden af et telefonrør, der meldte optaget. Det var et af den slags med spiralledning og en rund kreds af huller, beregnet til at tale igennem. Men der var ikke nogen at tale med, udover telefonens monotone dovne dut. Igen og igen, dut og dut.Alligevel lagde jeg ikke på, men lå og holdt øje med clockradioens røde tal, der skiftede imellem nattens nu’er:
3.41. 4.02. 4.18. 4.29.
Dut.
Jeg må have sovet undervejs, for jeg drømte, at jeg holdt foredrag for en stor gruppe mennesker. Vi var forsamlet i en sal, der strakte sig så langt, at man ikke kunne se fra den ene ende til den anden. Jeg skulle tale om en bog, jeg havde skrevet, men jeg havde glemt, hvad den handlede om, så jeg sad bare deroppe på scenen og så ud på publikum og håbede, at en eller anden behjertet sjæl ville spørge om noget. Hvad som helst. Hvordan stankelben parrer sig. Planternes indbyrdes hierarki. Opskriften på finskbrød. Men der var ikke nogen, der spurgte om noget.
Da jeg vågnede viste radioens kantede tal 4.43, jeg havde kun sovet i godt ti minutter. Alligevel var jeg allerede helt udmattet af tavshed. Telefonen meldte stadig optaget, heldigvis.