Louise Juhl

Det er første gang, jeg ejer et foto af min morfar. Uskarpt og falmet, men samtidig helt klart: Viggo. Min morfar. Som altid iført vest og cigar – ikke en dag uden vest og cigar. Den evige cigarstump i mundvige gjorde, at han kun sjældent talte, han foretrak i det hele taget handling fremfor ord. At høvle, banke en pæl i jorden, klippe får. (Man kan som bekendt ikke banke pæle i jorden eller klippe får med snak, ville han sige). Da jeg i 94’ flyttede til København for at læse litteraturvidenskab, var min morfars skepsis udtalt. Københavnere havde det hele i munden, mente han, og det var ikke en kompliment. Jeg blev tiltagende syg, smed mere end halvdelen af min kropsvægt og blev indlagt. Efter et år vendte jeg tilbage til Jylland. Min morfar var til sin død overbevist om, at min sygdom var noget, jeg var blevet smittet med ‘derovre’, en slags Københavneri. Det nyttede ikke at sige ham imod. Han kunne for sin død ikke begribe, hvordan mad kunne være et problem: det var jo bare benzin til en maskine – at åbne munden og synke. Selv levede han så godt som udelukkende af kaffe og kridhvidt brød med honning, og var ved sin død så tynd, at hans næse fyldte mere end noget andet på hans krop.
Jeg er så væsensforskellig fra min morfar, som det næsten er muligt, alligevel – eller måske derfor – kom vi altid godt ud af det med hinanden. Han røg cigar og bankede pæle i jorden. Jeg gik ved siden af, pludrede, pegede og spurgte, uden nogensinde at få svar. Det gjorde egentlig ikke noget.