Louise Juhl

Engang var jeg bange for hessianbeklædte vægge, langhårede tæpper og knapper af ben. Nu er jeg bange for alt muligt andet: småbitte mennesker, der føler sig kæmpestore, for eksempel. Eller at blive kørt over af en bus: Ende helt fladmast og umulig at identificere. Det kan lyde fjollet, angst er vel fjollet. Men ikke mindre virkelig af den grund.I går var minutterne lange som halve år, og jeg besluttede at skrive et digt om sne. Men så var sneen tøet. Heldigvis skrev min far en besked på telefonen ‘Hej Lusen,. skrev han. Han og en, der hedder Uwe, arbejder på en Ny Matematik. Min far har forsøgt at forklare mig principperne bag. Han siger, at det ikke er så forskelligt fra, når jeg skriver. Det handler om at blive ved, siger han, også når det ikke giver mening. Regne på uforståelige ligninger med otteogtyve ubekendte og ingen lighedstegn. Til sidst vil der opstå et mønster, siger han, og det er i dem, betydningen opstår. Jeg ved ikke, om han har ret, men jeg skriver videre, måske vender sneen tilbage.