Louise Juhl

Husk kun at sige noget, hvis det, du har at sige, er vigtigt’. Eller: spild ikke andres tid med tanker, der kan forblive tanker. Sådan fik jeg tit at vide, da jeg var mindre. Jeg talte meget og altid, det var sådan, jeg var til i verden. Det er sådan, jeg er til. Jeg taler med folk, jeg spørger, jeg undres, jeg tager en hånd og siger: Hej. Nogen gange tilhører hånden en fremmed.
Min mor har fortalt, hvordan jeg engang på en bustur til Poetzch faldt i snak med en mand fra Vojens. Jeg vinkede og han vinkede igen og så flyttede jeg fra sædet ved siden af min mor og hen til manden. Jeg fik vinduespladsen. Da vi kom hjem, kunne jeg fortælle, at han lige havde solgt sit hus og var flyttet i lejlighed. Hans kone var død for ganske nylig, af en blodprop, pludseligt. De havde været ude at gå en tur, og så havde hun bukket sig ned for at binde sine sko, og så var hun faldet om. Hun havde ikke rejst sig igen. Ingegerd, hed hun, de havde været sammen i 53 år, gift i 51. Han var lærer, hun var frisør, det var sådan, de var mødtes. I frisørstolen. Hun havde spurgt, hvordan han ville have det, han havde svaret ‘som jeg plejer’. Og selvom hun ikke kendte ham, havde hun klippet ham præcis, som han bedst kunne lide det. Sådan havde det været i i 53 år, men nu ikke mere. Hans nye lejlighed lå i stuen, ikke langt fra hans søn og svigerdatter. Han var begyndt at gå til bridge om torsdagen, han var stadig ved at lære det, dobling, redobling, renonce. Hver mandag tog han bussen til Poetzch, købte nødder, ost og øl. Men der var jo stadig weekenderne. Og tirsdag og onsdag og fredag.
Jeg havde fået femogtredive mark af min mor at købe slik for. Jeg købte det, hvor jeg fik mest for pengene: Nogle eucalyptusbolcher i svært grønt papir, et kilo kostede 9 mark. Jeg lånte en ekstra mark af min mor og købte 4. Ikke fordi jeg kunne lide dem, men fordi jeg tænkte, at 4 kilo bolsjer måtte være bedre end 700 gram fyldte schweiziske chokolader, som jeg ellers elskede. Allerede på turen tilbage havde jeg kvalme, og et par dage senere åbnede jeg en bod ude ved vejen og solgte ud. Jeg brændte inde med et kilo, som min morfar fik i bytte for en stak brugte Hjemmet-blade (han havde ikke løst kryds-og-tværserne). Min mor sagde et eller andet med med at bytte rådne æbler til en hest, eller også var det omvendt, men jeg fangede ikke helt pointen.