Louise Juhl

Det ligner en løsning. Vi skal til Sjælland, bare hun og jeg. Jeg er blevet lovet fire spil med den enarmede og en Københavnerstang, hvis jeg opfører mig ordentligt. Min mor har bagt boller og fyldt termokanden med rød Ribena, det er sommer. Jeg har brune buttede ben. Vi kører klokken 9.00, skal først nå en færge fra Ebeltoft kl 13.00, men min mor vil ikke risikere at komme for sent. Vi tilbringer en god time på en rasteplads lige nord for Randers. En hund skider  i den sandkasse, jeg leger i, min mor hvisker ‘ ikke kigge!’ Vi når færgen, da solen står højest på himlen, det føles som et tegn. Min mor har store våde pletter under armene. Vi får plads i kø nr 7, lander i midten. Flere biler kommer til, temperaturen stiger. I radioen taler de om hedebølge og op til enogtredive graders varme. Flere forlader deres biler for at trække frisk luft ved kajen. Min mor ryster på hovedet. Det står jo tydeligt i brochuren, at man opfordres til at blive siddende i bilen ved ombordkørsel. Mine ben klistrer til bilens sæde, jeg må skiftevis løfte det højre og det venstre for ikke at de skal klæbe fast. En mand med store forgyldte knapper på skulderen går forbi. De forreste biler tænder deres motor. Manden med de gyldne knapper fejer dem frem. Køen bevæger sig ganske langsomt, jeg gør honnør fra bagsædet, lidt for sjov men mest for alvor. Så bliver det vores tur. Min mor drejer nøglen rundt, men ingenting sker. Hun forsøger igen. Og igen. Og igen og igen og igen og igen, som om det må handle om at dreje nøglen hurtigt nok, tilpas mange gange. ‘Åh gud nej’, hvisker hun, måske til sig selv, måske til gud, måske er det ikke så vigtigt til hvem: ‘Det kan jo ikke passe’. ‘Jeg gør nøjagtig, hvad jeg plejer at gøre.’ Så kommer han. Manden med de gyldne knapper. Han har en kasket på hovedet, kridhvid og med en bred sort skygge fortil. Jeg har set den slags før. Foran Dronningens slot og på TV, når nogen bryder  ind i andres huse. Så kommer de, mændene med kasketter, og fjerner tyvene. Lægger dem i håndjern og sætter dem i fængsel. Men min mor er ikke en tyv. Min mor bager boller og bliver siddende i sin bil, selv når benene brænder. Men han kommer, manden med de gyldne knapper og den brede skygge. Gør tegn til at rulle vinduet ned. Læner sig fremover,  måske for at hjælpe med at dreje nøglen, måske som en gestus. En slags ‘Vi klarer det nok’. Jeg ser hverken hjælp eller gestus, jeg ser en kasket med en bred sort skygge og min mor i håndjern og skriger: ‘Neeeeeeej.’  ‘Jeg skriger ‘Pikansjos’ og ‘lorterøv’. Jeg skriger og skriger, mens min mor med stadig større pletter under armene forsøger at dreje nøglen og samtidig række en hånd bagud for at dæmpe mig. Det er så varmt. Det er det, jeg husker bedst. En helt ulidelig varme, og så den her afgrund af angst. Nu mister jeg min mor. 

Jeg ved faktisk ikke, hvad der videre skete. Om manden med skyggen blev vred, om min mor skældte ud. Hvordan det lykkedes at starte bilen. Men jeg ved, at vi nåede ombord. Jeg fik min Københavnerstang og min mor græd og jeg græd. Jeg tror, det var af lettelse. Udenfor fløj menneskestore havmåger rundt og skreg. ‘De lyder næsten som dig’ hviskede min mor og trak mit ansigt ind til sin krop. Vi fik en ny bil året efter. En rustrød Volvo S40. Der var ikke andet, der forandrede sig, min mor kørte stadig afsted i al for god tid og hundene fortsatte med at skide. Men så kom broen, og jeg fik alt muligt andet, alle mulige andre at skrige ad, græde over.