Louise Juhl

Det ligner marts. Lea og Tatiana har kendt hinanden, siden børn. De har leget i den samme gård mellem de samme karrérer, gået på den samme skole og i den samme klasse. Nu bor de i den samme lejlighed. Tatiana i den ende, der vender ud mod omfartsvejen. Et konstant flimmer af farver fra bilernes lygter, gule og røde. Lea med udsigt over høje huse, alle i fjorten etager, brune sten. De drikker kaffe i samme køkken og på samme tid. Forlader begge lejligheden klokken otte, Lea for at studere slaviske sprog på Videnskabernes Akademi, Tatiana for at passe sit job i den lokale kolonialvarehandel. De løfter en hånd til hilsen, når de skilles. Hej og hej. Klokken fem er de begge tilbage i lejligheden. Lea har købt fisk, Tatiana rodfrugter. De tilbereder aftenens måltid sammen, en suppe med grove tern af selleri, gule beder og dampet fisk. De øser op to gange, og levner begge en skefuld af den sidste portion. Hellere levne end revne. De taler ikke meget sammen. Når folk spørger hvorfor, svarer de, at de allerede kender hinanden, ja bedre end de kender sig selv. Det er i januar. I maj springer de første træer ud i byens parker. Lea køber frø og sår i de små kummer på altanen, Tatiana vander, allerede i juli ses de første blomster spire frem. Da de når august er det synligt for enhver: Leas mave vokser, hun smiler og stryger sig over sit maveskind. Tatiana træder et skridt tilbage. Hvor? Hvornår? vil hun vide, og Lea svarer: ’mens du købte beder’ og ’til marts’. Bagefter fortsætter de, som de plejer, drikker kaffe, løfter hånden: Hej. Spiser suppe i stilhed. I december meddeler Lea, at hun og barnets far har fundet en lejlighed. I den østlige del af byen, forklarer hun, tæt ved akademiet og med adgang til en skærmet have. De har besluttet, at Lea skal gå hjemme de første år, ’der bliver nok at tage fat på’, forklarer hun. Hun flytter ud allerede i januar, Tatiana bliver alene tilbage i den store lejlighed. Ingenting ændrer sig. Kaffen er den samme, skålen hun spiser af, bilernes lygter. Alligevel bliver hun glad, da Lea efter fire måneder ringer og spørger, om de skal mødes? Hestekastanjerne blomstrer i haven, barnet, en pige, sover i vognen. Tatiana tænker, at hun vil spørge, men luften er så mild, og Lea har dækket op med dug i græsset, og hun kommer fra det igen. De spiser et stykke kage hver, uhm, så et mere, levner begge en enkelt mundfuld i servietten. Tatiana skutter sig, solen er på vej ned, hun er nødt til at gå. Suppen venter. De løfter begge en hånd. Hej og hej. – Hun skal for resten hedde Tatiana, råber Lea og peger på barnet i vognen, men da er det for sent. De ses ikke igen.