Louise Juhl

Det ligner en invitation. Elsa ligger på stranden med åbne øjne bag solbrillernes mørke, lytter til stemmerne, der blander sig på stranden, host og kald, et barns begejstrede hvin. En hund gør et sted, en anden hund svarer. Øverst en flok havmåger i skrigende protest. Hun tænker vel ikke rigtig på noget eller måske på Bøhmen og de blyantsspidse klipper – og bålfadet, de havde varmet sig ved. ‘Fra nu af og for evigt.’ Kvinden med ar på hagen, der havde tilbudt dem, at de kunne bo hos hende et par dage. Huset havde ligget på en åben mark, været tæt på tomt. Et enkelt relief i træ: To kentauerer i tæt omfavnelse. En kobber-samovar, og tre spraglede madrasser med skumfyld, der gjorde det ud for deres senge. De havde lavet mad sammen, hver dag havde kvinden bragt dem roer, kål og stadigt blodige ben fra hjorte og svin. Hun havde fortalt om sin far, der støbte sko til heste og instrumenter til områdets læger. Hendes hår var altid delt i to nøjagtigt lige tykke fletninger, hun røg uafbrudt. Tynde cigaretter af ligeså tynde rør. Hænderne i konstant bevægelse, frem og tilbage mellem hendes læber og hånd. De var blevet længere end planlagt, to uger, eller var det fem, han havde været svær at få med videre. De var rejst mod øst. Til en by fuld af høje huse og mennesker klædt i tyk uld. Larmen i byen havde været næsten uudholdelig: tudende fabriksfløjter og råbende mænd, der solgte ud af alt fra deres simple boder. Telte i skind og flasker med grumset indhold. På en af etiketterne havde stået ‘sommerfuglestøv.’ Senere vendte de hjem og giftede sig. Kvinden med fletningerne havde stået for ritualet, der havde været røgelse og sær dans, de fleste af gæsterne kendte de ikke. Sådan havde de levet en række år, underligt fremmede og hele tiden på rejse, men ingen steder hen. Efter ti år havde de besluttet at sætte hinanden fri. Det var hans ord. At de skulle sætte hinanden fri. Hun havde nikket, det lød rigtigt. For nylig havde hun mødt igen, på banegåden af alle steder. Hun havde skudt genvej over skinnerne, han skulle med toget. Han havde ikke sagt hvorhen, bare at han var på vej afsted  for at lære at støbe sko til heste og medicinske instrumenter. Hun havde ønsket ham al lykke til, var blevet stående for at vinke. Togets hjul havde skreget mod skinnerne, da den store maskine satte i bevægelse, præcis som mågerne, der svæver over hende nu.