Louise Juhl

tilgivelse.
Hun læser et sted, at den største gave, man kan give til sig selv, er at tilgive. Så hun køber en buket med pæoner og pyntegrønt, og betaler også for et hvidt kort med kurvede hjørner. Hjemme igen skriver hun’ Undskyld’, tilføjer så ‘kh’ og et hjerteformet klistermærke, hun finder i en skuffe. Hun pakker blomsterne ud, som var de fra en fremmed, læser kortet og røres til tårer, men uden helt at vide af hvad. Stiller så buketten på det lave bord i udestuen – ved siden af strandsten og keramiske huse. Der står den smukt, tænker hun, men retter så alligevel på en eucalyptusgren, der stritter lidt til en side, og nipper et enkelt blad eller to af en vel voksen Arachniodes-stilk. Går lidt tilbage, samler hænderne som til tak, sikke en gave. Timerne går, jo mere hun ser på buketten, des synes der at rette: Pæonernes vulgære blomsterhoved, brudeslørenes næsten tøsede ynde. Til sidst kan hun næste. ikke holde ud at se på buketten, kortet med kh og det klistrede hjerte, fy for fanden. Tilgiv mig i røven, tænker hun, og løfter hidsigt blomsterne ud af vasen, smider dem på gulvet, tramper og tramper og tramper. Så er det som om hun med et kommer til sig selv igen, ser den tomme vase, de udtrådte pæoner, et smadder af grønt og vådt og klistret pollen. Undskyld, hvisker hun, og finder klud og spand og tørrer og tørrer. Men forgæves.