Louise Juhl

Det startede med, at jeg ville tage mit eget liv. Ikke bogstaveligt, men rent hypotetisk. Hvis, så?
Hvem ville tage sig af hunden, vande min sukkulent? Ville mit tøj blive brændt på bålet eller vasket på fyrre grader og sendt til genbrug. Ville nogen købe min lodne frakke i en second hand shop, stikke hænderne i mine lommer, der nu er en andens, finde en forvasket seddel:
Indespærret i din egen sjæl/ som en hyacint i en plastikpose.

Men jeg tager ikke nogens liv, ikke engang mit eget. Jeg bliver, hvor jeg er, blålæbet, halskrum, søgende. Bestiller tid hos min kiropraktor og finder syv minutter nævet nærvær på den hårde briks. Hårdhændet omsorg. Klæder mig på igen og betaler sekretæren trehundrede og seksogtredive kroner for den stakkede glæde. Overvejer at tage en runde mere, men timeprisen bliver for høj, tre tusinde kroner, det svarer til en måneds madbudget. Der er så meget sult at stille i mig, i min mave, hud.
I skoven jubler fuglene, de ved ikke selv over hvad. Dén følelse, at være glad uden grund, åh. Som at finde hjem ved at fare vild.
At være selv uden for sig selv.