Louise Juhl

Jeg læste engang en bog om en kvinde, der var så vred, at hun gik i stykker. Huden sprak, tænderne faldt ud, hendes hjerte eksploderede. Det var vildt og voldsomt – der var blod og væv og puds overalt. Skræmmende smukt. Dét, jeg husker bedst, er dog, at selv da kvindes krop var sprængt i tusinde stumper og stykker, knogler og hjerte og vener og pumpe spredt overalt, så forblev hun hel. Hud- og tandløs, ja, og tømt, men ikke desto mindre. Det var en meget ensom scene, husker jeg. Kvinden dér, midt på slagmarken blandt nedbrændte huse, tandrødder, sveden vrede. Jeg husker ikke bogen titel eller kvindens navn, men jeg husker ensomheden og den forbrændte kvinde. Jeg husker også, at hun blev siddende, dér, også efter, at jeg havde lukket bogen. Hun sidder der sikkert endnu.