Louise Juhl

Vi mødtes første gang på cafe drudenfuss, det er femten år siden i dag, en søndag, du var lige kommet ind med toget, du havde været i skærbæk for at fejre din mors fødselsdag, jeg var i en grøn skjorte med kinakrave, armygrønne bukser, dine sko var købt i italien, fortalte du, du fortalte også, at du holdt af at fiske og engang havde boet på et hotel med tremmer for vinduerne. Du købte øl og jeg blev beruset efter den første slurk, måske var det ikke kun øllet, vi talte begge meget, du var mere rødhåret end på billederne og mere belæst end jeg, Pynchon og Shakespeare og Victor Hugo. Jeg ved ikke rigtig hvad der skete, men det blev for meget, øllet og varmen og dit røde hår, dine helt rolige hænder og mine, der for omkring i luften, fægtende forvirret, og jeg rejste mig og tog min jakke, hej hej, du fik mit nummer og vi udvekslede almindeligheder, hyggeligt og vi snakkes ved. Så gik jeg. Op ad gågaden forbi salling og solcentret, på vej ingen steder hen, følte at jeg skulle dø, så glad var jeg og så ked. Klokken syv sendte du mig en sms, en linje fra en sang af Anthony and the Johnsons og så: om jeg ville kigge forbi til aftensmad på tirsdag? JA, svarede jeg, og du skrev din adresse og klokken 19 og vi ses, og først da gik det op for mig, at jeg jo ikke kunne, ikke turde, og hvad gør man så. Jeg gik i bad med al tøjet på, min mascara trak striber ned af ansigtet, jeg stod sådan i lang tid, det blev mørkt, før jeg slukkede for vandet. Klokken 19 tirsdag aften stod jeg i saltholmsgade, du boede bag en dobbeltdør og var midt i at lave mad, og hvordan skulle jeg nogensinde få fortalt, at jeg ikke duede til det med at spise, at mad var min største frygt, i stedet tog jeg en legetøjsbil, du havde stående i reolen, og spurgte, hvor den var fra, hvilket mærke det var, om du interesserede dig for biler? Var det mon tilfældigt, at den var rød? Jeg husker ikke, hvad du svarede, men jeg husker duften, de søde bløde løg, krydderierne, den dampede ris, og at jeg blev så bange, at måtte sætte mig ned i din sofa. Så sad jeg der med din lille røde legetøjsbil i hånden, og du kom ind og satte dig ved siden af, sagde, du er sød, og efter en lille pause: maden er klar. Det var første gang i atten år, jeg spiste noget, der ikke var vejet af eller regnet ud, det var gullasch, den var sød og salt og syrlig, med kaffe i, har du senere fortalt mig, alle gulerødderne var skåret i nøjagtigt lige store tern, kødet kogt mere end mørt, jeg spiste to portioner, og jeg døde ikke. Tvært imod.